nov 232011
 

Med nogle få vestlige undtagelser, er boligprisernes udvikling i perioden 2007-2011 en forfaldshistorie. Den gennemsnitlige kvadratmeter blev i 2011 handlet 14,7 procent billigere end i 2007. Fra 13.705 kroner pr. kvadratmeter i 2007 til 11.689 kroner i 2011.

Halsnæs Kommune er topscorer med et fald på 47 procent, skarpt efterfulgt af Odsherred Kommune med 44 procent og Lejre og Faxe Kommuner, begge med 37 procent.

I den anden ende af skalaen finder man Lemvig, hvor salgspriserne i perioden er steget med 20 procent. Også en håndfuld andre kommuner i det vest- og sønderjyske har oplevet en positiv udvikling siden 2007.

Kortet gælder kun for parcel- og rækkehuse.

Klik på din kommune for at se faldet:

Grøn: her er boligpriserne steget
Gul: her er boligpriserne faldet
Rød: her er boligpriserne faldet kraftigt

Læs også artiklen: I Lemvig stiger boligpriserne

Der mangler data fra Frederiksberg, Fanø og Læsø Kommuner.

nov 082011
 

Der var også friværdisfest i de toneangivende medier. En hurtig søgning på infomedia på de fire aviser, Jyllands-Posten, Politiken, Berlingske og Børsen viser, at anvendelsen af udtrykket ”friværdi” steg kraftigt frem til 2006. Siden da er det faldet.

Hvor det at være boligejer indtil for få år siden blev associeret med frihed og succes – repræsenteret ved termen ”friværdi” – så bliver det i stigende grad associeret med netop det modsatte: Ufrihed og tvang – her repræsenteret ved termen ”teknisk insolvent”.

Tallet er et samlet tal for de fire aviser.

Tallet for 2011 dækker kun frem til og med 23. oktober, men en fremskrivning viser, at tallet stadig er lavere end 2010.

Dermed er kurven helt entydig. En svag stigning fra 2000 til 2004, en kraftig stigning fra 2005 til 2006, hvorefter der indtræder et forholdsvist stabilt fald. Kurven er korrelativ med boligprisernes himmelflugt, kulmination og fald fra tinderne.

Også her dækker tallet for 2011 kun frem til og med 23. Oktober 2011. Alligevel er tallet allerede nu større end det foregående år. Generelt er tendensen klar. Før 2008 levede termen en randtilværelse sammen med andre kedelige tekniske termer. Og selvom ”teknisk insolvent” i absolutte tal stadig ikke er en voldsomt meget brugt, så viser kurven, at fra 2008 begynder dets udbredelse. Tendensen er klar – i virkeligheden, som i mediernes afbildning af den – hvor friværdien forsvinder, overtager teknisk insolvent langsomt, men sikkert.

nov 072011
 

Svaret afhænger af, hvilken type bolig man vil sælge. Priserne på ejerlejligheder toppede i andet kvartal 2006. Dengang, for lidt over fem år siden, blev en gennemsnitlig ejerlejlighed solgt for 23.586 kroner pr. kvadratmeter. Siden da er prisen faldet til 18.534 kroner i andet kvartal 2011. Dermed er handelspriserne faldet med 21,4 procent.

For parcel-/rækkehus toppede priserne et år efter i andet kvartal 2007. Da blev en gennemsnitlig kvadratmeter solgt for 13.705 kroner. Seneste tal fra andet kvartal 2011 lyder på 11.689 kroner. Et fald på 14,7 procent.

Prisen på et fritidshus toppede senest af de tre i tredje kvartal 2007. Dengang blev en kvadratmeter handlet til 18.475 kroner. Nyeste tal siger 15.534 kroner. Et fald på 15,9 procent.

Tallene er hentet fra Realkreditrådets database

nov 032011
 
022

“Spændende,” ryger det ud af Janne Elster som svar på spørgsmålet om, om der er noget positivt ved at være teknisk insolvent. “Udfordrende,” brummer Kim Elster.

De to har en historie. De gik fra hinanden for otte år siden, men fandt sammen igen for et lille år siden. Omvejen har betydet, at de to nu har tre boliger i mellem sig, og de kan ikke komme af med nogen af dem.

Kim er 50 år gammel og Janne er 45. Selvom de begge er i arbejde, har de svært ved at få økonomien til at hænge sammen.

Efter at have været gift og fået to børn sammen, gik Janne og Kim Elster fra hinanden for otte år siden. For et år siden gik de fra deres respektive ægtefolk for at finde sammen igen. Kærlighedens omveje betyder imidlertid, at de to i dag har tre boliger sammen med deres tidligere ægtefæller. To af boligerne er til salg, men er svære at sælge til den pris, som er nødvendig for at holde skindet på næsen. Derfor må parret for nuværende betale halvanden husleje, og er desuden hårdt spændt for med både flexlån og afdragsfrihed. Parret ved ikke, om de er insolvente, eller i givet fald, hvor meget. Måske et sted mellem 500.000 og 700.000 kroner, siger Kim på et tidspunkt. Parret vender hver en krone, og hvis der skal skrabes penge sammen til noget specielt, så sker det, at de sælger ud af indboet. Qxl og Lauritz.com er blevet venner i nøden.

Hvordan lever man sit liv, når man ikke ved, om man er købt eller solgt, og hvor retter man sine frustrationer hen, når boligen ikke kan sælges?