feb 082012
 
Danske_Penge_674566m

Ældrebyrden er den lidet smigrende betegnelse, man har anvendt, for det forhold at flere forlader arbejdsmarkedet, end der kommer til.

Betegnelsen ældrebyrde er en snæversynet betragtningsmåde, men det er mere end det – det er en betegnelse, som forplumrer de virkelige problemer, vi står overfor i forbindelse med de ældre og deres mange pensionspenge.

I det følgende skal vi se på, hvordan pensionsmilliarderne har betydning for andre end dem, der har sparet dem op. Men lad os først se på, hvorfor ”ældrebyrden” er en forfejlet betegnelse:

Ud fra disse grafer kan følgende konkluderes:

1) Det er korrekt, at antallet af ældre i forhold til arbejdsstyrken stiger – meget endda. Fra 0,25 pensionister pr. medlem af arbejdsstyrken – til 0,4 til 0,5 pr. medlem af arbejdsstyrken.

2) Men samtidig falder forsørgelsesbyrden for børn – og unge. Der skal nedlægges vuggestuer, børnehaver, skoler, gymnasier og universiteter: Der er ganske enkelt ikke behov for dem!

3) Den samlede forsørgelsesbyrde er nogenlunde konstant. Den er faktisk aftagende. Sagen er den, at dykket i år 2000 af den røde kurve skyldes de store årgange i 1920’erne, som alle har lykkelig glemt, dør i disse år.

Som sådan påhviler der IKKE arbejdsstyrken nogen større byrde: Tværtimod! Den samlede byrde som skyldes demografien ser ud til at aftage i de kommende år.

Det kan konkluderes, at vi lever længere.

Begge køn kan se frem til et længere liv. Middelrestlevetiden vokser rimelig støt – specielt er mændene begyndt at indhente kvinderne. I 1995 kunne en 65 årig mand forvente at blive 79 år gammel. I dag kan en 65 årig mand forvente at blive over 81 år gammel.

Der er ikke nogen grund til at tro, at udviklingen vil aftage. Den gælder nemlig også for de 75 årige.

Et andet forhold som skal tages i betragtning, når man taler om ”ældrebyrden”, er, at de gamle er i en væsentlig bedre stand end tidligere:

Det kan så have mange grunde; men lad os her nøjes med at konstatere det og se på konsekvenserne.

Der foregik en debat – godt skjult af ”Finanskrisen” – om pensionsformuerne i slutningen af 2008 og ind i 2009. Der var ikke nogen, der havde interesse i at skrige problemet ud over offentligheden. Da banker og kreditforeninger var desperate, fordi de ikke kunne afsætte deres flexobligationer til en rente på mindre end en 5-6% – hvilket havde skåret halsen over på flexlånerne, så ”lænede” man sig op ad pensionskasserne for at få dem til at købe til overpris.

Så viste det sig, at det kunne pensionskasserne IKKE! Sagen var nemlig den, at pensionskasserne havde for få reserver til at tage det kurstab, som ville komme, hvis de skulle paniksælge deres gode fast forrentede realkredit annuiteter.

Det var unægteligt alvorligt, fordi kurstabet i den situation er begrænset, fordi boligejerne vil gribe chancen for en konverteringsgevinst – så de obligationer havde masser af købere.
Altså igen et skinargument!

Resultatet af dette uanmeldte og ubelejlige kasseeftersyn var:

1) Nogle pensionskasser måtte medgive, at man ikke kunne opfylde de løfter, man havde givet pensionssparerne. Dvs. man måtte nedsætte pensionerne på allerede indgåede aftaler. Det medførte – ikke overraskende – en del utilfredshed blandt de berørte pensionssparere. Man måtte fra Finanstilsynets side henvise de forurettede til civilt søgsmål – men med bemærkningen, at det kunne man lige så godt lade være med, fordi pengene var der ganske enkelt ikke!

2) Der udgik fra Finanstilsynet en befaling om, at alle dødelighedstabellerne skulle revideres med en ret så kort tidsfrist. Det er altså ikke noget et forsikringsselskab overser: Det kan ikke passe at aktuarer ikke kan 1. dels stoffet på økonomi!

3) Det var ikke alle, der, som ATP, lå inde med tyske statsobligationer, som de under valutapanikken kunne afhænde til Nationalbanken så kronen kunne forsvares – med en honnet fortjeneste – til ATP.

4) Nogle presseskriverier om den manglende faglige indsigt i visse pensionskasser mm. – og specielt i deres direktion og bestyrelser. Men det interesserede jo dybest set ingen, da man havde nok af andet at være forarget over på det tidspunkt.

Vi kommer altså frem til, at det ikke er de demografiske forhold, der er væsentlige – heller ikke det at vi bliver ældre. Så snakken om ældrebyrden er en afledning fra et mere væsentligt problem:

Pensionsformuerne

Som vi kan se, er den samlede pensionsformue fordoblet er på 8 år. Antallet af pensionister vil stige med noget, der minder om 50% i årene fremover. Men det er nok urealistisk at regne med, at pensionssparerne får en udbetaling fra pensionerne, der ligger 2/3 OVER, hvad de har i dag.

Det bliver så heller ikke tilfældet:

1) En stor del af disse midler vil i udbetalingsøjeblikket blive inddraget i skat (og evt. nedsat folkepension). Jeg vil slet ikke gætte på den effektive skatteprocent.
a. Opsparingen er meget ujævnt fordelt: Den rigeste halvdel af sparerne har 4-5 gange mere sparet op end den fattigste halvdel.
b. Hvis man ikke havde forstået det før, så viser efterlønsreformen, at løfter om beskatning om 20 år – dem kan man ikke bruge til noget.

2) Man kommer heller ikke uden om, at de ydelser, som pensionisterne skal modtage, skal produceres af dem, der ikke er gået på pension – at gætte på hvilke lønninger og priser, der vil gælde om 20 år er halsløs gerning. Det er så heller ikke så væsentligt, for det drejer sig ikke om, hvad man får udbetalt; men om, hvad man får for pengene.

3) Vi har i øjeblikket en negativ realrente på 1-2 %. Hvis det bliver tilfældet over en længere årrække, så vil det betyde, at pensionsformuerne vil skrumpe helt af sig selv. Der er ganske enkelt ikke noget at anbringe pengene i: Der er blevet sparet for meget op, fordi man på optjeningstidspunktet ikke ville have lønstigninger ud i forbrug.

Den overdrevne opsparing i pensionsordninger er lige så meget en del af problemerne, som de insolvente boligejere. Fordi der er blevet givet lønforhøjelser uden reel dækning. Derfor har pensionskasserne kunnet forsynet boligejerne med billig kredit – Og billig kredit har – om noget – pustet boligpriserne op.

Som nogen måske erindrer, så svarer denne fordobling af pensionsformuerne nogenlunde til fordoblingen i det samlede ejerboligudlån fra banker og realkreditter. Derfor kunne man få den kætterske tanke, at lade pensionssparerne betale for de insolvente boligejere.

Men dén går ikke: Sagen er jo, at hovedparten af flexobligationerne ejes af banker og kreditforeningerne selv. Det har været én af konsekvenserne af bankernes dybe knæbøjninger for at undgå rentestigninger på flexobligationerne. Pensionskasser og forsikringsselskaber vil ikke røre ved flexobligationer, fordi de ikke tror på, at de ser pengene igen.

En anden smart tanke, som vi er flere, der har haft – som heller ikke dur – er: Udbetale pensionsopsparingen til insolvente husejere, så de kan blive solvente. Det går ikke, fordi de insolvente husejere formentlig er så unge, at de ikke har nogen nævneværdig pensionsopsparing.

Det er ikke, fordi jeg har en løsning; men det står efterhånden klart, at problemerne i boligsektoren og pensionssektoren IKKE kan hjælpe hinanden til en løsning. Pensionisterne og de insolvente boligejere har nemlig modsat rettede interesser.

  One Response to “Kronik: Dansen om pensionsmilliarderne”

  1. Kære Thomas,

    Dejligt at finde dig her. Du forsvandt så pludseligt fra Boligdebatten.dk ;-)

Leave a Reply to Novice Cancel reply

(required)

(required)

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>